KVIEHOTEL
Kvie-hotellet startede op i 2007, og der er nu fyldt op med ca. 220 dyr.
Der passes kvier for 3 fynske økologiske mælkeproducenter, som har malkeracerne Dansk Jersey, Rød Dansk Malkerace, Sortbroget Dansk Malkerace og krydsninger mellem disse tre racer.
Det er en flot broget flok at se på med mange forskellige farver og sjove aftegninger.
For tiden er der ca.140 kvier på hotellet, samt ca. 80 stude som købes ind for at fylde op. Studene fedes op og sælges til gårdbutikker her på Fyn.
Kalvene ankommer når de er 3- 5 måneder gamle og er færdige med at få mælk fra koen.
Når de er ca. 15 måneder gamle bliver de insemineret, og da de er drægtige i 9 måneder, passer det med at de er omkring 2 år når de kælver. Ca. to måneder før forventet kælvning sendes kvierne hjem til deres respektive ejere, så der er god tid til at kælvekvien kan falde til i den nye flok, og vænne sig til foderet inden den skal kælve.
Om sommeren er alle dyrene på græs fra april-maj til oktober-november, afhængig af vejret. De unge dyr på 3-6 måneder får altid et tilskud af valset korn. De skal bruge lidt ekstra at komme i gang på efter mælken. Om vinteren når alle dyrene er på stald og fodres de med ensilage ad libitum.
|